Gå en tur for klimaet med Folkekirkens Nødhjælp Indsamling | Grøndalskirken

Gå en tur for klimaet med Folkekirkens Nødhjælp Indsamling

08
MAR

Dato Søndag d. 8. marts 2020, Kl. 10:00 til kl. 14:00

Vi byder alle velkommen til at deltage i årets Sogneindsamling. Der er mulighed for at afhente indsamlingsbøsser og materiale allerede fra kl. 10. Der er almindelig gudstjeneste fra kl. 10:30. Du kan melde dig som indsamler hos indsamlingsleder, Jørgen Østfeldt: sogneindsamling@oestfeldt.com.

Voldsom tørke, katastrofale oversvømmelser, ødelæggende mudderskred og smadrede livsgrundlag. I verdens fattigste lande sætter klimaforandringerne deres tydelige spor. Ikke om fem år eller om ti år – men lige nu og her!

Befolkningerne i de ramte lande har hårdt brug for hjælp, og derfor går pengene fra vores indsamling i år til ofrene fra klimakrisen.

Og du kan gøre en forskel ved at gå med, når vi går fra dør.

Indsamlingen er en social komsammen

Ikke nok med at du hjælper mennesker i nød, men som indsamler bliver du en del af en enorm gruppe mennesker, der har én ting til fælles – et ønske om at samle penge ind til dem, der er hårdest ramt af klimaforandringerne.

Du får en dejlig dag med masser af skridt på skridttælleren og en masse hygge og kaffe sammen med de andre indsamlere i dit lokalområde, når du er kommet godt gennem din rute.

Vi har skabt krisen – nu samler vi ind til ofrene

Verdens fattigste lider under de rige landes overforbrug. En gennemsnitsdansker udleder knap seks ton CO2 om året. En person i Uganda udleder kun 100 kg.

Men mens konsekvenserne af det ændrede klima ikke betyder det store for vores dagligdag herhjemme, er situationen i Uganda en helt anden. Længere tørkeperioder gør jorden svær at dyrke, og manglen på frodig jord skaber konflikter i befolkningen.

Vi har skabt krisen, men verdens fattigste betaler prisen – og det er ikke i orden. Derfor samler vi ind til en bedre tilværelse for dem, der er hårdest ramt af klimaforandringerne.

Det går pengene fra indsamlingen til

  • Træplantning – træer giver skygge og liv
  • Diger og dæmninger, der stopper oversvømmelser
  • Sikring af huse og veje, så de kan modstå vandmasser og jordskred
  • Vandpumper og vandrensningsanlæg, der sikrer familier rent drikkevand
  • Nye afgrøder, der kan overleve i det nye klima

Årets indsamling støtter kvinder

Den 8. marts er ikke kun dagen, hvor Folkekirkens Nødhjælps indsamling løber af stablen. Det er også Kvindernes Internationale Kampdag. Og det giver rigtig god mening at koble de to begivenheder.

Det er især kvinderne, der bliver ofrene, når klimaforandringerne rammer og bringer tørke med sig.

Tørken betyder, at kvinderne skal gå længere for at hente vand – og det kan være på bekostning af tid, der ellers var blevet brugt til skolegang.

I verdens fattigste lande er det ofte kvinder, der passer landbruget og skaffer mad, men det bliver sværere og sværere i takt med, at klimaforandringer gør det næsten umuligt at dyrke jorden.

Den enkelte kvinde får altså en dårligere uddannelse, færre penge og mindre mad på grund af klimaforandringerne.

Forskning bakker op om indsamling til kvinder

Både erfaring og forskning viser, at kvinderne står i forreste række, når klimakatastroferne rammer. Fire ud af fem mennesker, som bliver tvunget til at forlade deres hjem på grund af klimaforandringer, er kvinder.

Og listen med negative konsekvenser for kvinderne fortsætter desværre. Derfor samler vi ind til klimahjælp, der kommer verdens fattigste kvinder til gavn.

Ophavsret: