Film i Kirken | Grøndalskirken

Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Film i Kirken

Film i Kirken er et samarbejde mellem de to vanløsekirker, Grøndalskirken og Adventskirken. Vi ser film i de to kirker - og giver os tid til at snakke om, hvad vi har oplevet.

Vi ser filmen på et stort lærred, og værket introduceres kort. Til slut har vi tid til at tale sammen, om det vi har set. Der serveres vin, øl og kaffe - og lidt godt at spise. Det er gratis, og alle er velkomne. Aftenen begynder kl. 19 og slutter senest kl. 22.

Herunder kan du se en oversigt over programmet for 2021/22.

Som i himlen
30/9 kl. 19 i Adventskirken - Introduktion: Ulla Toft
På toppen af sin karriere rammes den berømte dirigent, Daniel Daréus, af et hjerteanfald og trækker sig tilbage til sin barndomsegn. Modstræbende tager han ansvaret for det lokale kirkekor og det vender op og ned på mange ting i den lille by.

Portræt af en kvinde i flammer
28/10 kl. 19 i Grøndalskirken - Introduktion: Camilla Diderichsen
Frankrig, 1760. Kunstneren Marianne har fået til opgave at male et portræt af Héloïse, en ung kvinde som lige har forladt klostret. Héloïse skal giftes væk og den kommende brudgom vil se hvordan hun ser ud. Men hun vil ikke giftes og Marianne må male hende i smug. Hun iagttager Héloïse om dagen og maler hende i hemmelighed om natten. Intimiteten og tiltrækningen vokser imellem de to kvinder. De deler Héloïses første og sidste øjeblik af friheden, alt imens Marianne maler det portræt som skal afslutte det hele.

Jeg er stadig Alice
25/11 kl. 19 i Adventskirken - Introduktion: Carina Gosmer Andersen
Alice Howland er lingvistik professor, lykkeligt gift og har tre voksne børn. Under en forelæsning begynder hun at glemme ord, og hun finder efterfølgende ud af, at det er tidlige tegn på Alzheimers. Nu bliver både Alices familie og ikke mindst hendes egen selvforståelse prøvet til det yderste.

Mig før dig
27/1 kl. 19 i Grøndalskirken - Introduktion: Erik Meier Andersen
Baseret på den internationale bestseller ’Mig før dig’. Louisa “Lou” Clark er en glad og positiv servitrice, men da hun bliver fyret tvinges hun til at tage et job som handicaphjælper for den unge velhavende bankmand, Will Traynor. Will var glad og eventyrlysten mand, indtil en trafikulykke gjorde ham lam og lænkede ham til en kørestol. Han er nu en kynisk og bitter mand, som Lou har svært ved at blive venner med. Den positive og livsglade Lou giver dog ikke op, og hun sætter alt ind for at give Will et godt liv, trods sit handicap og sammen begiver de sig ud på nogle eventyr, ingen af dem havde drømt om.

Lion
24/2 kl. 19 i Adventskirken - Introduktion: Ulla Toft
Den 5-årige indiske dreng Saroo farer vild i de kaotiske gader i Calcutta efter at være faldet i søvn på et tog. Som forsvundet optages han på et børnehjem, hvorfra han adopteres til en australsk familie, hvor han får en lykkelig barndom . 25 år senere er ønsket om at blive genforenet med sin biologiske familie større end nogensinde og ved hjælp af nogle vage barndomsminder og Google Earth, begynder Saroo sin søgen. ’Lion’ er den gribende og sande historie om Saroo Brierley og er baseret på hans bog ”A Long Way Home”. En stærk film om mødre, og om trangen til at finde hjem. Filmen blev nomineret til seks Oscars.

Shoplifters
31/3 kl. 19 i Grøndalskirken - Introduktion: Camilla Diderichsen
I en større japansk by kæmper en lille gruppe småforbrydere for at holde skindet på næsen. Da to af dem, butikstyvene Osamu og Shota, finder en lille forladt pige, tager de hende til sig. Pigen Yuri falder hurtigt til i sit nye ”hjem”. Filmen vandt Den Gyldne Palme i Cannes i 2018.